Blog

At vågne fra et vanekoma

30. oktober 2018 Jacob Emil Talleruphuus

Jeg får rigtig tit spørgsmålet: “Hvad gjorde du for at tabe dig?”. Folk fortæller, at det er svært for dem at forestille sig, at jeg engang har været svært overvægtig. Sandheden er dog, at jeg selv har endnu sværere ved det. Når jeg tænker tilbage føles det fjernt, som et andet liv jeg engang har levet for længe siden. Jeg har derfor følt et stærkt behov for at reflektere over, hvordan min rejse så ud. Dels for at finde noget, andre måske kan bruge – men mest af alt for, at jeg kan forene mig med min fortid i stedet for at tage afstand til den jeg var engang – eller som jeg i virkeligheden stadig er.

Min ungdom var, som så mange andres, præget af fest og ture til købmanden og den lokale pizzabiks. Da jeg gik i folkeskole var jeg klassens klovn i skikkelse af en lav, tyk dreng; jeg var en af de sidste drenge til at udvikle mig rent fysisk (på den fede måde, altså). Det madmisbrug der var opstået i min barndom blussede for alvor op da jeg startede på gymnasiet og selv begyndte at bestemme, hvad jeg skulle spise. Det resulterede i, at min kost i 2.g primært bestod af pizza, øl, chips og sodavand. Jeg spiste ingen grøntsager. Kunne ikke lide rugbrød. Var i det hele taget ikke meget for ”kold mad”. Og jeg kunne ikke fordrage smagen af vand. Det blev i den grad afspejlet udenpå ved en kampvægt på 130 kg og en følelse af konstant træthed og derved modlyst mod alt hvad der hed bevægelse. Tanken om at skulle være værnepligtig gav mig i løbet af 2.g et håb om, at de 4 måneder kunne være dér, hvor jeg blev slank og kom i form. Da jeg skulle til session blev jeg dog kasseret af den tilstedeværende sessionslæge af én simpel grund; jeg var for overvægtig til at være i militæret.

Jeg beskrev i et tidligere opslag, at første skridt for mig var en erkendelse af, at der var noget galt. At jeg var fanget i en ond cirkel, at jeg havde brug for at lære at drage omsorg for mig selv på en anden måde end ved at finde ro og glæde i maden – og at jeg havde brug for hjælp på denne rejse.
Jeg kan huske de første par gange hos hende kostvejlederen. Jeg havde virkelig ikke lyst, men min mor insisterede på, at jeg tog derop. Alle mine alarmklokker ringede, og jeg havde paraderne helt oppe; hun skulle ikke fortælle mig, hvad jeg skulle gøre og hvordan jeg skulle leve mit liv. Maden var jo blevet sådan et slags værn mod alt det utrygge, og det skulle hun ikke have lov at tage væk.

Det pudsige var dog, at hun ikke mødte mig med det fordømmende blik, jeg havde oplevet tidligere. Hun mødte mig i øjenhøjde, men fortalte også, at det måske var en god ide hvis jeg begyndte at føre log over mine måltider i en periode og var ærlig for mig selv omkring, hvad der rent faktisk røg indenbords i løbet af sådan en uge. Denne øvelser var vigtigt; den bevidstgjorde al den uhensigtsmæssige adfærd, som de første 18 år af mit liv havde kørt på fuldstændig automatpilot og i den grad havde kastet en skygge over resten af mit liv.
Øvelsen gjorde også at jeg blev bevidst om hvornår jeg overspiste. Vi dykkede ned i de mønstre, der triggede overspisningen og hvilke følelser, der var forbundet med det. Det var især behovet for at overspise når jeg kom hjem fra skole, der dels udgjorde den største kaloriepost, og dels gav de største moralske tømmermænd. En følelse af ensomhed og behov for at flygte ind i computerspil med comfort-food og efterfølgende dårlig samvittighed som tro følgesvend. Jeg blev bevidst om, at det var lige præcis hér, at den dårlig cirkel blev vedligeholdt. Jeg blev i stand til at træffe et andet valg – at finde alternativer til mine “triggerfoods”. I starten var det noget så banalt som at spise salt-stænger i stedet for chips, da det på mange måder erstattede behovet for noget salt og at jeg evident kunne se på min log, at det indeholdt færre kalorier. Jeg blev sidenhen også bevidst om, at jeg i virkeligheden var helt vildt sulten når jeg kom hjem fra skole. Vi fandt i fællesskab nogle måltider, som jeg vurderede var realistiske og anerkendte mit behov for mad.

Jeg tror i første omgang ikke det handler om at lave alt muligt om. Alt for mange der kæmper med vægttab vil så gerne gøre alting godt, lave alting om – og fejler lige præcis fordi det er urealistisk og ikke er forenligt med et normalt liv. For mig var det vigtigste at vågne fra vanekomaet, at indse, at jeg havde et valg – og sidenhen at have respekt nok overfor mig selv til at træffe dem.


Spejlingen af den dårlig cirkel

18. oktober 2018 Jacob Emil Talleruphuus

Forleden havde jeg en snak med en veninde. Hun fortalte, at hun havde set en svært overvægtig mand der købte en is, og hun simpelthen havde haft lyst til at gå hen og tage den fra ham. Efterhånden har jeg hørt flere af sådanne kommentarer fra bekendte, der føler sig provokerede af andres spiseadfærd: “hvad bilder de sig egentlig ind?!”.

Jeg får altid en knude i maven når jeg hører sådan noget. Mest fordi jeg selv har været manden med isen. Jeg har fået kommentarerne, følt blikkene og den ydmygelse der fulgte med, når jeg bestilte en pizza (ligesom alle andre) på det lokale pizzeria. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at være tynd. Stod hver morgen og kiggede mig i spejlet, ruskede mit mavefedt og rasede: “hvorfor fanden kan du ikke bare tabe dig? Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen, spise det rigtige og lette røven?”.

Virkeligheden var dog, at jo flere af disse indre og ydre kommentarer jeg lagde øre til, jo mere havde jeg behov for den belønning (hormonerne dopamin og opioider, som giver ro, afslappethed og velvære), som maden udskilte i min hjerne. Og som var hårdt tiltrængt, eftersom den dårlige samvittighed og de negative tanker konstant blev spejlet og bekræftet af folk omkring mig.

Jeg tror på, at min venindes kommentarer et eller andet sted er velmente. Hun ønsker for manden, at han taber sig. Men satte hun sig ned og hørte hans livshistorie, er jeg sikker på, at det vil være soleklart, hvorfor manden har behov for den midlertidige lykke, som isen giver ham. Talte hun med ham, ville hun blive klar over, hvor destruktivt og forværrende det er for den dårlige cirkel, manden er inde i, at hun komme med sådanne kommentarer. Og at havde hun lyst til rent faktisk at hjælpe ham, ville hun blive nødt til at lægge sin egen fordømmelse af overvægtige til side et øjeblik og være oprigtigt nysgerrig.


En anden Jacob?

11. oktober 2018 Jacob Emil Talleruphuus

Har du nogensinde været til sådan en reunion, hvor du møder en gammel klassekammerat men simpelthen ikke kan kende dem? Du ved; ham, der plejede at være klassens tykke dreng, men pludselig er blevet forvandlet til en helt anden? Hvad er det, der er sket siden sidst, der har vendt hele hans livsstil på hovedet?

Sådan må nogle af mine klassekammerater have tænkt, da vi mødtes til 10 års studenter-jubilæum for et par uger siden. Vi havde aftalt at mødes ude foran en restaurant, og dem jeg ikke havde set siden gymnasiet, kunne ikke kende mig før de kom helt tæt. De var simpelthen på røven over, hvordan jeg så ud i dag. Det var ret syret – og det mindede mig om dette billede, som er taget på en efterårsferie i 3.G.

Jeg vejede 125 kg og var fanget i overspisningens jerngreb, hvor jeg brugte mad til at dulme (og udsætte) svære følelser. Det medførte så skyld, skam og dårlig samvittighed – hvilket bare førte til endnu mere overspisning. Ferien var på mange måder et vendepunkt, da den allestedsværende følelse af mindreværd på den tur fik mig til at søge hjælp – som var første skridt på min rejse ud af overspisningen.

Det er mærkeligt at kigge på billedet. Føles i virkeligheden ikke som mig, men som om, det er taget fra et andet liv, jeg også har levet engang. Men det ER mig på billedet og det KAN lade sig gøre at bryde den dårlige cirkel. Første skridt for mig var at erkende, at jeg havde brug for hjælp og støtte, hvis jeg skulle ændre i min indgroede måde at spise på. Erkendelsen af, at det udsprang fra et reelt behov for selvomsorg og i virkeligheden var en enormt effektiv strategi på den korte bane – men også indsigten i, at jeg var nødt til at søge andre måder at drage omsorg for mig selv på end ved at overspise.

Begin typing your search term above and press enter to search. Press ESC to cancel.

Back To Top

Skriv et par ord om dig selv og hvad du godt kunne tænke dig hjælp til - så vender jeg tilbage hurtigst muligt.

X
CONTACT US